Tale ved Bogforum Debutantpris

I november måned 2011 var jeg tæt på at brænde manuskriptet til Den stjålne vej på et stort bål ude i haven. Jeg havde på det tidspunkt arbejdet på bogen i næsten halvandet år.

Inden jeg fyrrede op under bålet, sendte jeg en mail til min redaktør, Anne-Marie Christensen, som jeg den gang endnu ikke kendte så godt. Jeg skrev, at jeg havde brug for trinvis førstehjælp til nødstedt forfatter.

Anne-Marie bad mig sende manuskriptet til hende, inden jeg fandt tændbriketterne frem.

Der gik to dage. Så kom der en mail tilbage. Der stod: du kan godt aflyse bålet. Du er tættere på at være færdig, end du selv tror!

I maj udkom bogen efter et på alle måder godt samarbejde. Anne-Marie, du er en meget, meget dygtig og nænsom redaktør. Politiken er et godt forlag, med dygtige folk, der tager sig tid til at redigere. Tak for det.

Det menneske jeg skylder mest tak, kunne desværre ikke være her i dag. Det er min mand, Mads. Han er min rygrad på de dage, hvor min egen nægter at møde op. Han er også ophavsmand til den uskønne, men rammende vending ”røv-til-bænk-metoden” – hvilket betyder, at man sætter sig ned og arbejder. Man åbner sin computer og tager fat i en flig af manuskriptet og så arbejder man. Næste dag sætter man sig ned og gør det samme. Det gælder også de dage, hvor man ikke lige har lyst, eller det ikke lige flyder. Der skal megen inspiration til at skrive en bog – men også en god portion hårdt arbejde kombineret med en ekstrem vedholdenhed.

Jeg har, siden jeg var 15 år, håbet på og drømt om at blive forfatter. Hver gang Årets Debutantpris er blevet uddelt, og der har været et kort indslag i medierne, har jeg siddet og håbet, at det engang kunne blive mig. Det krævede en del mere sejhed og arbejdsmoral at komme hertil, end jeg drømte om som 15årig. Men nu er jeg her. Og når jeg ser på resten af årets felt af debutanter, så gør det mig både stolt og ydmyg.

Jeg vil gerne sige stor tak til juryen, som har valgt at skubbe ”Den stjålne vej” frem i lyset med denne pris. Det er ikke en helt almindelig roman – det ved jeg godt. Nogle læsere får meget ondt i hjertet på de første 25 sider. Jeg håber og tror, det er fordi læseren bliver berørt.

Det har været mit ønske at give liv til en gammel pakistansk mand, jeg mødte derude, og som gjorde så stort indtryk på mig, at jeg stadig i dag, 3 år senere, husker de mindste detaljer i hans ansigt. Det har været mit ønske at give krop og sjæl til nogle af de kvinder, jeg har arbejdet sammen med, og som giver mig et mentalt spark og sætter mit liv i perspektiv, når jeg selv bliver for sølle.

Det har været mit ønske at nuancere billedet af Afghanistan.

Argumenter flytter ikke ret meget – det gør kun oplevelser.

Det er derfor romaner er vigtige. Romaner giver os chancen for at leve inden i et andet menneske for en stund og se verden gennem deres øjne. ”Den stjålne vej” er en roman om en stærkt troende muslim, der er uenig med Taleban; om en rå-sej afghansk madamme og om en lille uskyldig dreng. Jeg håber, at I vil tage rigtig godt imod dem og lade dem leve en tid i jeres hjerter.

Tusind tak!